|
November 2008 Der arbejdes videre på det spændende projekt genetablering af Sønderho Havn og vi har flere positive nyheder at fortælle: Som ny samarbejdspartner har vi nu fået Fanø Kommune, der har givet tilsagn om at støtte med ressourcer i form af nedsættelse af en arbejdsgruppe i kommunalt regi. Jacob Bay er tovholder fra kommunal side. Det er meget positivt, at Fanø Kommune tror på projektet og finder det relevant for Fanø og Fanø's fremtid. Der arbejdes nu sammen på at lave et kommissorium, der vil bidrage til at optimere muligheden for økonomisk støtte fremover. Ydermere er der brug for at skitsere en arbejdsfordeling mellem kommunen og Sønderho Havn omkring en havn og med hensyn til driften af havnen, håber vi på at en del af løsningen kan være at finde i den kommende Nationalpark fond. Adam Trier Hou-partnere har con amore tilbudt at udarbejde grafisk og skriftlig materiale om vores projekt. Dette vil være en stor hjælp til at lave et flot kommisorium. Det skal da også nævnes at vores lokale grafiker Marie Louise Exner har tilbudt et sponsorat, idet hun vil tegne en plakat for Sønderho Havn, hvilket vi er meget glade for. Desværre fik vi afslag fra vores ansøgning til JL-fonden og Beckett fonden. Dette har fået bestyrelsen til at vurdere, at vi fremover deler vores ansøgninger til div. Fonde skarpere op, således at havnen og kåveren bliver 2 forskellige projekter med forskellig økonomi samt delmål. Samtidig har vi afsluttet vores samarbejde med Torben Bürgel Nielsen, der var foreningens fund raiser. Vi mener nu efter etableringen af bestyrelsen, selv at besidde de kompetencer, der skal til for at søge fonde. Det ser ud til at vi er kommet en pris for opgravning af havnen nærmere. Vi har fra et firma (Aarslef) fået tilbud på, hvad opgravningen vil koste samt, hvor lang tid det kan tage. Opgravningen vil formentlig komme til at foregå trinvis, idet vi er begrænsede af tidevand, samt de køretøjer vi har tilladelse til at anvende dvs. bæltekøretøjer, der kører på havbunden. Det ser ud til, at gravearbejdet kun kan ske, når gravemaskinen står på bunden. Vi arbejder dog med forskellige modeller, f.eks. at maskinen kan stå på en flåde under højvande, så den ikke skal køre i land hver gang vandet kommer. Det burde også være muligt at grave med to eller flere maskiner på samme tid, så arbejdsperioden bliver kortere. Det ser i skrivende stund ud til, at vi taler om en udgift på ca. kr. 5-6 milioner. Angående Kåveren afventer vi stadig svar fra Fredningsnævnet for Sydjylland. De skal tage stilling til om der kan meddeles dispensation fra fredningen af arealer på den sydlige del af Fanø før Naturklagenævnet behandler klagen over tilladelsen. Derudover har vi modtaget nogle meget positive støtteerklæringer fra Ribe Roklub, Ribe Sejlklub, og Varde Sejlklub. Vi takker alle for disse skulderklap, der jo viser, at der er bred støtte og opbakning til at genetablere Sønderho Havn. Vi mangler stadig meget præcise oplysninger om navn, efternavn. postadresse og mail-adresse for at kunne udsende et nyhedsbrev hvert kvartal, hvilket er vores plan, og få et medlemskartotek til brug for korrespondencen til medlemmerne.Vi vil derfor bede dig ulejlige dig med at sende/aflevere disse oplysninger til:Mogens Vestergaard, Landevejen 80 Sønderho, 6720 Fanø mail-adresse: mv.emd@soenderho-net.dk Tak fordi i støtter Sønderho Havn. Vi kan stadig bruge flere nye medlemmer og du kan indmelde dig ved at indsætte 150,00 på konto:9684-151211 i Fanø Sparekasse. Husk at angive præcise oplysninger om postadresse og mail-adresse. På vores hjemmeside: www.soenderhohavn.com vil du hele tiden være opdateret om projekterne. Med venlig hilsen og ønske om en glædelig jul!
På bestyrelsens vegne Stella Husted Krogager
|