Ribes historie i korte træk

Ribe blev grundlagt i år 705 i form af en handelsplads på nordsiden af åen. Vikingetidens Ribe var en travl international handelsby, hvor handlende fra nær og fjern mødes, og Kongen, som grundlagde byen, lod sine mænd overvåge handel og vandel. I år 860 fik missionæren Ansgar tilladelse til at opføre en kirke. I år 888 blev de kristne fordrevet, men Harald Blåtand gav i år 935 tilladelse til at bygge en ny kirke og i år 950 stod kirken klar, bygget i træ.. Byen blev bispesæde og I disse år voksede Ribe i både størrelse og anseelse, også uden for landets grænser - en kongeby der udgjorde rigets port mod vest.

 

I år 1115 anlagde Kong Niels borgen Riberhus, og herefter begyndte man byggeriet af Ribe Domkirke. Ribe havde tætte handelsforbindelser til Tyskland og Nederlandene, og byggeriet var så eksklusivt, at man importerede sten, rhinsk tuf fra Anderbach ved Køln til at blande med munkesten.

 

Omkring år 1200 er Ribe efterhånden blevet landets vigtigste by, den var på det tidspunkt landets største skatteyder og det ene kongelige privilegium efter det andet begunstigede handelslivet. Ribe bestod af to byer - én på hver side af åen. Syd-bebyggelsen med Domkirken og hele tre klostre var den største. Indenfor voldene boede folk tæt, men helbredsmæssigt var det ikke noget godt sted at bo. Affald flød i gaderne og brugtes til at fylde de lavtliggende områder op, så byen kunne voksne sig endnu større.

 

Ribe var ikke kun et handels-, men også et gejstligt centrum, og i 1460 var byen landets største med 4 klostre med kirker udover domkirken og 6 andre kirker og helligåndshuse. Det havde naturligvis også stor økonomisk betydning, at byen var kongesæde i Valdemarernes tid, men ved reformationen i 1536 begyndte byens nedtur så at sige. Næsten alle de katolske klostre og 13 kirker blev nedrevet, og den 3. september 1580 hærgede en storbrand, hvorved store dele af byen forvandt i flammerne - 11 gader og 213 ejendomme blev lagt øde. 
 

Århundredet 1600 til 1700 var en afgørende tid for Ribe. De herskende - gejstligheden og borgerskabet - sad t, godt og trygt. Riber Ret holdt samfundet i brutal ro, mens hekseprocesserne kørte på højtryk. Ved Enevældens indførelse i 1660 blev den politiske magt flyttet til København, og ved nedrivning af kongeborgen i 1685 blev der sat et endeligt punktum for byens storhedstid. Samtidig sandede Ribe Å til, og dermed svandt Ribes betydning som handels- og søfartsby. Industrialiseringen gik i stå, da Danmark mistede Slesvig i 1864, og ved bygningen af Esbjerg Havn ved århundredeskiftet var mulighederne som søfartsby væk.

I starten af 1900-tallet forsvandt efterhånden de få større industrier, og tilbage var kun Ribe Jernstøberi. I 1905 kom det store forsorgscenter Ribelund og siden kom kvindeseminariet. På østsiden af jernbanen voksede byen, og det nye Tangekvarter skød op. Mod vest kom nye gader og boliger til - men stadig var der gårde med kreaturer inde midt i byen. Faktisk lukkede den sidste kostald i Fiskergade så sent som i 1950'erne.

 

Siden 1960'erne har der igen været gang i en god udvikling i gamle Ribe. Nye skoler og institutioner er skudt op, boligområdet Ribe Nørremark voksede - og vokser endnu, ligesom det samme er tilfældet med det store industrikvarter vest for hovedvejen. Det blev anlagt dengang, men vokser endnu.

 

Stagnationen i slutningen af 1800 tallet og første halvdel af 1900-tallet er nok årsag til, at Ribe har kunnet bevare middelalderens gadenet. Utroligt mange gamle huse og hele gademiljøer er bevarede. Byen indenfor Ribe Å og Stampemølleåen har over 100 fredede bygninger, og det er ikke blot enkeltbygninger, men hele gadepartier fra 1500- og 1600-tallet.
 

Billederne viser Ribe Rådhus set fra Stenbogade en gang i starten af 1800 tallet og den for længst forsvundne Nørreport.